Her er Grand Prix-favoritterne til VM i reklame
Livsstil og trends | 15. juni 2012
Cannes Lions, reklameindustriens verdensmesterskab, bliver for de fleste danske reklamefolk hvert år sparket i gang med arrangementet "Cannes Predicitons". Vi var med i Cinemateket i København, da reklame-interesserede fik mulighed for at se de bedste reklamefilm fra hele verden.
De 40 cases er udpeget af en stribe kreative chefer verden over og er altså et samlet bud på de bidrag, der har de største vinderchancer til reklamefestivalen i Cannes.
Simon Wooller, kreativ direktør hos Halbye, Kaag JWT, som selv sad i Filmjuryen i 2010 og som i tidens løb selv er løbet med seks løver og over 60 nomineringer, turde godt sætte navn på en af de cases, der efter hans mening burde komme i betragtning til en Grand Prix - nemlig Grey New Yorks Cable Effects for Directv.
Samme film blev også fremhævet af Ole Caspersen, tekstforfatter hos Hjaltelin, Stahl & Co. Mens Tim Ustrup Madsen, Art Director ved Advance, var begejstret for Tool of North Americas "Take this Lollipop" for Little Monster.
Derimod har Stig Lauritzen, der er formand for Creative Circle BBH Londons "Three Little Pigs" for The Guardian som Grand Prix-favorit.
Cannes Predictions 2012 er i år arrangeret af TV2, Creative Circle og Huset Markedsføring.
Alle 40 cases kan ses på www.youtube.com/user/CannesPredictions
Af Josefine Leegaard Riis
Foto: Jeppe Svendsen.
Vil du være klog på økonomi, samfund og tendenser?
Tilmeld dig "Jyske Bank Nyt" — et nyhedsbrev, som udkommer hver måned med økonomisk inspiration, viden og holdninger. Du kan altid afmelde dig igen.