AktieUgenyt - tag gevinst hjem
Finans | 12. marts 2010
Jyske Bank ser fald forude i niveauet 4-5%. Den aktive investor bør overveje at tage gevinst hjem, men den langsigtede investor skal tage det roligt.
I uge 10 var biotekselskaberne i fokus. Genmab offentliggjorde mandag nye, skuffende data for storsatsningen Zalutumumab, tirsdag meddelte Bavarian Nordic, at planerne for fase 3 studiet med ProstVac er godkendt og onsdag kom Neurosearch med regnskab. Genmab-aktien styrtdykkede, Bavarian steg flot og Neurosearch lavede dans på stedet. Jyske Bank vurderer, at Genmab-aktien trods faldet stadig er for dyr. Til gengæld mener banken, at Neurosearch fortsat er et køb med stort potentiale for den risikovillige og at Bavarian Nordic nu er et godt køb - Bavarian blev i ugen opjusteret fra reducer til køb af Jyske Bank.
I den kommende uge - uge 11 - er der blot to regnskaber på tapetet. G4S kommer med årsregnskab tirsdag, men det bliver med al sandsynlighed uden de store overraskelser. Danisco præsenterer regnskab for 3. kvartal torsdag. Her forventes røde tal som konsekvens af en goodwill-nedskrivning på zylitol-området. Det bør dog være kendt i markedet.
Få sidste nyt fra finansmarkederne i indbakken hver morgen
Har du lyst til at få taget temperaturen på aktiemarkederne fra morgenstunden? På alle hverdage, direkte fra Jyske Banks finansielle kommandobro? Så tilmeld dig Jyske Morgennyt og få direkte ind i din indbakke hver morgen.