Tanker til tiden 7: Landbruget ved en skillevej
Øvrige emner | 5. marts 2012
Kan en lille fåreyoghurt naturel, 14,95 for 125 ml, indeholde svaret på landbrugets krise? Skal dansk landbrug droppe sin kærlighed til industriel masseproduktion af svin? Og i stedet satse på økologi og velsmagende højkvalitetsprodukter?
Godsejer Susanne Hovmand-Simonsen fra Knuthenlund på Lolland er ikke i tvivl; hun har selv omlagt fra traditionel drift til økologi med tusind får og geder. Og fire ansatte på godset er blevet til 20, fordi der også er flere job i at producere yoghurt, mælk og ost af høj kvalitet.
Dermed mener Susanne Hovmand-Simonsen at have et svar på landbrugets udfordringer - og et svar på, hvad et helt erhverv skal leve af om 10-20 år. Forudsætningen er selvfølgelig, at forbrugerne fortsætter med at efterspørge økologiske varer og at eksporten vokser betragteligt fra sin nuværende værdi på lidt under en milliard kroner om året. Til sammenligning var Danmarks samlede eksport i 2011 omkring 600 milliarder kroner værd; heraf tegnede landbruget sig for 120 milliarder kroner.
Endelig skal bankerne være mere villige til at låne penge ud - bankerne er, ifølge Økologisk Landsforening, generelt meget lidt risikovillige over for landmænd, som vil lægge om til økologisk drift. Og Susanne Hovmand-Simonsen efterlyser et holdningsskift hos bankerne, som efter hendes opfattelse burde kunne se potentialet i landbrug, der satser på højkvalitet i stedet for industriel masseproduktion.
Redaktion: Kurt Strand
Vil du være klog på økonomi, samfund og tendenser?
Tilmeld dig "Jyske Bank Nyt" — et nyhedsbrev, som udkommer hver måned med økonomisk inspiration, viden og holdninger. Du kan altid afmelde dig igen.