Ugenyt Aktier - stor uge i vente - fokus på banker, Vestas og Novo Nordisk
Finans | 24. april 2009
Ugenyt Aktier kigger i denne uge først og fremmest på de mange kvartalsregnskaber i den kommende uge. Særlig fokus på bankerne, Vestas og Novo Nordisk.
Jyske Bank, Sydbank og Nordea kommer med kvartalsregnskab i næste uge. Fokus bliver på kreditkvalitet og tab på udlån. Specielt for Nordeas vedkommende vil konsekvenserne af deres eksponering mod Østeuropa også blive spændende at følge.
Den danske vindmøllegigant Vestas har været i fokus den seneste tid og mange venter på spændt på hvilke udmeldinger Vestas-chef Ditlev Engel kommer med. Markedet venter en nedjustering. Antallet af annoncerede ordrer til Vestas i starten af 2009 har tydet på en dæmpet vækst i sektoren.
Den altoverskyggende nyhed vedrørende Novo Nordisk de seneste uger har været diabetesmidlet Victoza. Først blev godkendelsen udskudt i USA, da de amerikanske sundhedsmyndigheder var bekymrede over kræfttilfælde ved dyreforsøg med Victoza. Nu har de europæiske sundhedsmyndigheder så til gengæld givet diabetesmidlet en pletfri godkendelse.
Få sidste nyt fra finansmarkederne i indbakken hver morgen
Har du lyst til at få taget temperaturen på aktiemarkederne fra morgenstunden? På alle hverdage, direkte fra Jyske Banks finansielle kommandobro? Så tilmeld dig Jyske Morgennyt og få direkte ind i din indbakke hver morgen.