Pas på, når du handler på nettet

Privatøkonomi | 13. december 2008

- December er virussæsonen, fortæller Benjamin Verduijn fra sikkerhedsfirmaet Bullguard.

  • Opdater dine programmer jævnligt. Ikke kun dine virusprogrammer - alle dine programmer.
  • Køb kun fra hjemmesider, som du stoler på. Aldrig fra hjemmesider, der ikke definerer, hvor de er beliggende, eller hvordan du får fat i dem.
  • Lad dig ikke friste af tilbud, der virker fantastiske eller "for gode til at være sande".

Juletid betyder problemer for nethandlen
Når man er i it-sikkerhedsbranchen, betyder julemåneden ikke bare julestress og gaveræs. Den betyder hårdt arbejde non stop.

- Vi ser, at der kommer lige så mange mails ud med phishing og vira i december, som der gør i hele resten af året tilsammen. Det kan være i form af falske julekort, hvor der er vedhæftet pdf'er med skadelige koder. Eller links til betalingssider, hvor det er nok at gå ind på siden for at blive inficeret, fortæller Benjamin Verduijn fra sikkerhedsfirmaet Bullguard.

Problemet fortsætter, selvom folk handler mere sikkert
Ifølge Bullguard er folk generelt blevet klogere, når de handler på nettet. Det stopper dog ikke hackerne.

- Færre og færre folk får stjålet penge på nettet. Men hvis hackerne sender 10 millioner e-mails ud, og hvis bare 0,1 procent ryger i fælden - jamen så drejer det sig stadig om 10.000 personer. Og det kan blive enormt mange penge, forklarer Benjamin Verduijn.

Internethandel er dog kommet for at blive
Ifølge Bullguard er nethandel stigende. Mange mennesker bruger i dag sikkerhedsprogrammer, og de fleste bruger kun nogle få sider, som de stoler på, når de skal handle på nettet.

- Nethandel er i princippet sikkert. Kriminelle findes også i den virkelige verden, så der er ingen grund til at blive fuldkommen paranoid. I stedet skal man tænke sig om, når man færdes på nettet, siger Benjamin Verduijn.

Den gyldne regel
Benjamin Verduijn har ét råd, som han gerne vil give videre.

- Hvis det ser ud til, at det er for godt til at være sandt, så ER det for godt til at være sandt.

Af Martin Kubert, kubert@jyskebank.dk

Vil du være klog på økonomi, samfund og tendenser?

Tilmeld dig "Jyske Bank Nyt" — et nyhedsbrev, som udkommer hver måned med økonomisk inspiration, viden og holdninger. Du kan altid afmelde dig igen.