Kan Peugeot bevare den franske identitet?
Finans | 21. januar 2014
Bilproducenten Peugeot har været hårdt ramt af krisen i Europa. Mandag blev Peugeot-aktien hårdt ramt af en nyhed - aktien faldt hele 11% ved udsigten til, at aktionærerne snart vil blive bedt om at medvirke til en kapitalforhøjelse.
Kilder fortalte Bloomberg News, at bilproducentens bestyrelse søndag godkendte, at den kinesiske bilproducent Dongfeng Motor samt den franske stat hver lægger 750 mio. euro på bordet.
Udover kapitaltilskud fra Dongfeng og den franske stat, så vil Peugeot sælge yderligere aktier med fortegningsret for de eksisterende aktionærer for ca. 1,4 mia. euro.
Kapitalforhøjelsen vil svække Peugeot-familiens indflydelse. Fremover skal man dele kontrollen med den franske stat og den kinesiske bilproducent. Den franske finansminister har i hvert fald en holdning til Peugeots fremtid. Hans kommentar til manøvren var, at selskabet skal forblive en stor fransk bilproducent - med streg under fransk.
Få sidste nyt fra finansmarkederne i indbakken hver morgen
Har du lyst til at få taget temperaturen på aktiemarkederne fra morgenstunden? På alle hverdage, direkte fra Jyske Banks finansielle kommandobro? Så tilmeld dig Jyske Morgennyt og få direkte ind i din indbakke hver morgen.