Finans Brief: Udsigt til dramatiske jobtal i USA

Finans | 4. maj 2020

De amerikanske aktier faldt 3 pct. i fredagens handel, hvor skuffende regnskaber fra Apple og Amazon var med til at trække markedet ned. Der er lagt op til en negativ stemning, når de europæiske aktiebørser åbner her til morgen.  

I denne uge vil investorerne holde øje med en række økonomiske nøgletal, som forventes at være "elendige, for at sige det mildt," siger Jyske Banks chefanalytiker, Kim Fæster, og fortsætter:
 
"Kongen af det hele - den amerikanske jobrapport - bliver nok én af de mest dramatiske jobrapporter, jeg nogensinde har set."

Der er i sandhed lagt op til kongens fald med udsigten til, at 21 mio. amerikanere har mistet jobbet i april. Hvis det holder stik, vil alle de job, der er skabt de seneste 20 år, være forsvundet på blot en måned. Sammenligner man med finanskrisen, så mistede næsten 9 mio. amerikanere jobbet, men det skete over en periode på to år. Arbejdsløsheden bliver en ligeså chokerende oplevelse – den ventes at stige til 16 % i april, og det er en firdobling fra marts. Den amerikanske jobrapport bliver offentliggjort fredag eftermiddag. 

Få sidste nyt fra finansmarkederne i indbakken hver morgen

Har du lyst til at få taget temperaturen på aktiemarkederne fra morgenstunden? På alle hverdage, direkte fra Jyske Banks finansielle kommandobro? Så tilmeld dig Jyske Morgennyt og få direkte ind i din indbakke hver morgen.