Energianalyse uge 14: Maksimalt pres på Iran og Venezuela løfter olieprisen
Finans
|
31. marts 2025
Brent råolie
Et allerede omfattende pres på Iran og Venezuela tager til, og det løfter lige nu prisen på Brent. Modsat står effekten af Trumps told og modtold, som nu tager til, og som skaber tvivl om udsigten for efterspørgslen. Intet scenarie er overbevisende, men netto ser vi en lidt større sandsynlighed for en oliebalance i overskud fra april og vigende priser til $68 mod sommeren og $65 i 1. kvartal 2026.
Diesel
Donald Trump leverer forhøjet usikkerhed i verden og i et tempo og omfang, som skaber ekstremt usikre udsigter for både olieudbuddet og –efterspørgslen. Situationen fjerner enhver overbevisning om et givet scenarie, og i vores øjne skal fokus være centreret på at beskytte virksomhedens kerneforretning. Vi anbefaler en normal afdækningsgrad af dieselforbruget for hele 2025.
Naturgas
Vintersæsonen er nu slut med gaslagre nær 34%, som mod ultimo oktober skal genopfyldes til 80%-90%. Da der næppe er udsigt til en snarlig våbenhvile mellem Rusland og Ukraine, og et større russisk gaskøb fra EU, så må gasprisen stige mod €47 over sommeren for at sikre motivationen til en høj eksport af LNG til Europa. Fasthold en normal risikoafdækning af gasforbruget til og med næste vinter.
Få sidste nyt fra finansmarkederne i indbakken hver morgen
Har du lyst til at få taget temperaturen på aktiemarkederne fra morgenstunden? På alle hverdage, direkte fra Jyske Banks finansielle kommandobro? Så tilmeld dig Jyske Morgennyt og få direkte ind i din indbakke hver morgen.