Borgen Late Night: Regeringens reformfeber
Borgen Late Night | 7. september 2021
Statsminister Mette Frederiksen har sat scenen for de næste års store politiske forhandlinger med tirsdagens omfattende reformudspil. S-regeringen vil have alle i arbejde, og lægger nu op til en lang række tiltag, som skal få nyuddannede hurtigere ud på arbejdsmarkedet og indvandrerkvinder i aktivering. Flere af forslagene er hentet direkte fra Venstre, og derfor tegner der sig på forhånd et bredt flertal i Folketinget.
Regeringens støttepartier, ikke mindst Enhedslisten, er imidlertid vrede: Forslaget om at sænke dagpengesatsen til nyuddannede, den såkaldte dimittendsats, mødes af voldsom kritik fra venstrefløjen. På samme måde er de borgerlige partier også bestyrtede over forslaget om at hæve aktiebeskatningen. Men det skal nok ende med et bredt forlig – for S-regeringen satser tydeligvis på et forlig sammen med Venstre og De Konservative.
Efter en lang periode, hvor Mette Frederiksen er blevet beskyldt for at være en genopstanden Anker Jørgensen, har hun nu for alvor trådt ind på det reformspor, som hendes forgængere også har ført i skiftende regeringer i løbet af den seneste generation. Tirsdagens udspil er rigtig, gammeldags politik, som vil sætte sig spor både på Christiansborg og i resten af det danske samfund mange år ud i fremtiden.
Se ugens BorgenLateNight med de to politiske kommentatorer Lars Trier Mogensen og Jarl Cordua
Vil du være klog på økonomi, samfund og tendenser?
Tilmeld dig "Jyske Bank Nyt" — et nyhedsbrev, som udkommer hver måned med økonomisk inspiration, viden og holdninger. Du kan altid afmelde dig igen.