Borgen Late Night: Regeringen i mindretal
Borgen Late Night | 9. marts 2021
Forud for årsdagen for corona-nedlukningen på torsdag er S-regeringen netop kommet i mindretal i Folketinget: Statsminister Mette Frederiksen (S) har ikke kunnet få opbakning til sit krav om test-tvang af beboerne i Vollsmose, og dermed er de borgerlige partier og venstrefløjen for første gang gået sammen. Den socialdemokratiske regering kan ikke længere bestemme alene, og borgfreden er endegyldigt slut. Blokpolitikken er på vej tilbage.
Forhandlingerne om den videre genåbning fortsætter sideløbende, og her tegner det til, at S-regeringen heller ikke længere satser på brede flertal, men i stedet forsøger at spille partierne ud mod hinanden. De røde støttepartier vil gerne have æren for de gode nyheder om en større genåbning af skolerne, og endnu engang kan blå blok derfor blive kørt ud på et sidespor.
Èn ting er Socialdemokratiet og Venstre dog blevet enige om, nemlig at indføre politiske ambassadører. S-regeringen har udpeget Venstres tidligere næstformand, tidligere udenrigsminister Kristian Jensen, som en ny ”særlig repræsentant”, der skal forsøge at sikre, at Danmark får en plads i FN’s Sikkerhedsråd i 2015. Som skæbnens ironi snupper Kristian Jensen dermed den drømmepost, som hans rival, Lars Løkke Rasmussen, ellers havde forsøgt at bane vejen for til sig selv.
Se de to politiske kommentatorer Jarl Cordua og Lars Trier Mogensen diskutere de seneste begivenheder i dansk politik her i BorgenLateNight.
Vil du være klog på økonomi, samfund og tendenser?
Tilmeld dig "Jyske Bank Nyt" — et nyhedsbrev, som udkommer hver måned med økonomisk inspiration, viden og holdninger. Du kan altid afmelde dig igen.