Borgen Late Night: Midten træder sammen
Borgen Late Night | 1. marts 2022
Ruslands
invasion af Ukraine har vendt fuldstændigt op og ned på dansk politik.
Pludselig er forsvarspolitik og energiuafhængighed kommet øverst på
dagsordenen. Prioriteterne er ændret. S-regeringen har foreløbigt klaret sig
stærkt gennem krigens første og kaotiske faser, men vanskeligere spørgsmål
venter: Hvordan vil statsminister Mette Frederiksen og flertallet i Folketinget
reagerer, når de brutale vidnesbyrd om begyndende russiske krigsforbrydelser
for alvor presser sig på? Er Danmark parat til at gå videre end våbenhjælp og
økonomiske sanktioner?
Krigen
i Europa har samtidig været et afslørende øjeblik for de politiske yderfløje.
På den ene side, yderst til venstre, giver Enhedslistens Christian Juhl udtryk
for opsigtsvækkende forståelse for Putin-regimets angreb. I et interview i
dagens Jyllands-Posten udtaler han, at Ukraine har et ansvar for selv at have
fremprovokeret krigen. Christian Juhl, som gennem hele sin ungdom var et aktivt
og Moskva-tro medlem af DKP, er dog blevet sat på plads af Enhedslistens leder
Mai Villadsen. Men måske er det for sent? Forvirringen kan næppe undgå at skade
Enhedslisten.
På
den anden side, yderst til højre, har Marie Krarup meldt sig ud af Dansk
Folkeparti, fordi hun ikke selv mener, at hun har kunnet tale frit om netop
Rusland. Krarup har bl.a. betonet, at Danmark har "et kulturelt fællesskab
med Rusland", og hun har i flere år argumenteret ihærdigt for, at præsident
Putin ikke har "onde intentioner", men snarere skal ses som en
allieret. Men det blev for meget for DF's nye formand Morten Messerschmidt. Og
dermed bøjer yderfløjene sig bizart nok mod hinanden: DKP'eren Christian Juhl
og eks-DF'eren Marie Krarup er tæt på at ende med at stå samme sted.
Se ugens udgave af Borgen Late Night med de to politiske kommentatorer Lars Trier Mogensen og Jarl Cordua
Vil du være klog på økonomi, samfund og tendenser?
Tilmeld dig "Jyske Bank Nyt" — et nyhedsbrev, som udkommer hver måned med økonomisk inspiration, viden og holdninger. Du kan altid afmelde dig igen.