Borgen Late Night: Faneflugt fra Venstre
Borgen Late Night | 23. marts 2021
Endnu et folketingsmedlem har forladt Venstre: Tidligere politisk ordfører Britt Bager er rykket over til Konservative, og sætter dermed yderligere skub i den ændrede magtbalance mellem to de gamle borgerlige partier. Efter først Marcus Knuth og dernæst både Lars Løkke Rasmusssen og Inger Støjberg forlod Venstre står formand Jakob Ellemann-Jensen presset tilbage. Timingen gør ondt værre.
Den nye aftale om en gradvis genåbning af Danmark, som ni af Folketingets partier netop har indgået, er ellers en lille triumf for Venstres formand. For første gang i mere end et år er det lykkedes for Jakob Ellemann-Jensen at sætte dagsordenen. Endelig har han fået rykket statsminister Mette Frederiksen (S) - men så kom endnu et partitop altså på tværs.
S-regeringen har dog også fået sine problemer at kæmpe med. De danske børn i Syrien er ved at udvikle sig til et politisk problem. Afsløringerne af, hvordan efterretningstjenesterne angiveligt advarede regeringstoppen om, at de danske børn risikerer at blive kidnappet og trænet til terrorister – og derfor bør hentes hjem hurtigst muligt - har givet S-regeringen et stort og voksende forklaringsproblem.
Presset ser ud til at rette sig særligt mod udenrigsminister Jeppe Kofod (S), som kritiseres for ikke at have orienteret Udenrigspolitisk Nævn om advarslerne fra efterretningstjenesterne. Oppositionen lugter blod, og støttepartierne overvejer om de fortsat kan have tillid til udenrigsministeren. Bliver Jeppe Kofod den næste minister, der fældes?
Se "Borgen Late Night" med de to politiske kommentatorer Lars Trier
Mogensen og Jarl Cordua, som analyserer de aktuelle begivenheder i dansk
politik.
Vil du være klog på økonomi, samfund og tendenser?
Tilmeld dig "Jyske Bank Nyt" — et nyhedsbrev, som udkommer hver måned med økonomisk inspiration, viden og holdninger. Du kan altid afmelde dig igen.