Borgen Late Night: Chokbølger gennem Borgen

Borgen Late Night | 11. januar 2022

Fløjkrigene er brudt ud for åbent tæppe i Dansk Folkeparti, hvor de to hovedkandidater til formandsposten – Morten Messerschmidt og Martin Henriksen – nu bekriger hinanden offentligt, godt hjulpet på vej af deres støtter. Senest er Pia Kjærsgaard gået til angreb på Martin Henriksen, mens bl.a. Marie Krarup anklager Morten Messerschmidt for at være en “fiasko” som leder. Det bliver blodigt frem mod det ekstraordinære årsmøde i Herning i 23. januar, men efterfølgende kan dramaet nå nye højde. For Dansk Folkeparti risikerer reelt at blive sprængt.

 

Det Radikale Venstre har straks udnyttet åbningen på midten, og i weekenden skærpede Sofie Carsten Nielsen sin kurs over for statsminister Mette Frederiksen. De Radikale afviser på forhånd at ville pege en socialdemokratisk étparti-regering efter næste folketingsvalg. Manøvren er tydeligvis et forsøg på at true sig til ministerposter: De Radikale vil med i en regering igen. Men vil magtspillet lykkes? Og hvad med udlændingepolitikken?

 

Endelig har den spektakulære fængsling af chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen – som også er tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste – sendt chokbølger gennem Christiansborg. Det vækker også international opsigt, at den danske spionchef nu sidder varetægtsfængslet og anklager for landsforræderi. De nærmere omstændigheder er mørkelagt, men sagen kan ikke undgå at skabe politiske problemer for S-regeringen. Danmarks omdømme har allerede lidt alvorlig skade.

 

Se ugens udgave af BorgenLateNight med de to politiske kommentatorer Jarl Cordua og Lars Trier Mogensen

Vil du være klog på økonomi, samfund og tendenser?

Tilmeld dig "Jyske Bank Nyt" — et nyhedsbrev, som udkommer hver måned med økonomisk inspiration, viden og holdninger. Du kan altid afmelde dig igen.