Varmeregningen er på 0 kroner!

Privatøkonomi | 13. januar 2009

Grønne afgifter på energi fylder mere og mere på danskernes budget, men hvis du har råd til at købe et af de ti passivhuse uden for Vejle, kan du være ligeglad. Et passivhus kræver nemlig ingen varmeforsyning - det suger varmen fra solen til sig og holder på den. Til gengæld er et passivhus 8-10 procent dyrere end et tilsvarende hus med almindelig opvarmning.

Sådan fungerer passivhuset

Et passivhus er konstrueret, så det holder på solens varme - uden aktiv opvarmning fra fx et oliefyr. På den måde minder passivhuset om en termokande, mens almindelige huse minder om en kaffemaskine, der hele tiden skal være tændt for at holde kaffen varm.

Passivhuse vender mod syd

Første skridt i aflivningen af varmeregningen er at placere huset rigtigt på grunden. Et passivhus har en facade, der vender mod syd - med en vinduesflade, der udgør op til 40 procent af facaden. Et udhæng sikrer, at der ikke kommer for megen sol ind på varme sommerdage, men til gengæld masser af sol på kolde vinterdage, når solen hænger lavt på himlen. Det er også vigtigt, at der ikke er andre huse eller bevoksning, der skygger for passivhuset.

Vigtige vinduer

Lavenergiruder lukker solens energi ind uden at lukke varmen ud. Vinduesrammen er varmeisolerende.

Tyk isolering

Et passivhus har et tykkere lag isolering end et almindeligt hus - og huset skal pakkes helt ind, så der ikke opstår kuldebroer, som lader varmen slippe ud.

Husets hjerte

Passivhusets hjerte er ventilationssystemet. Det lukker frisk luft ind i huset og genbruger varmen fra den brugte luft til at varme den nye luft op. Restvarmen fra ventilationssystemet kan bruges til at varme vandet i hanen op.

Det er Komforthusene, der står bag passivhusene i Vejle.

Af Mikael Sørensen, mikael@jyskebank.dk

 

Vil du være klog på økonomi, samfund og tendenser?

Tilmeld dig "Jyske Bank Nyt" — et nyhedsbrev, som udkommer hver måned med økonomisk inspiration, viden og holdninger. Du kan altid afmelde dig igen.